H.C. Andersen havde et nært forhold til Assistens kirkegården. De to følgende afsnit fra hans historie "Et godt Humeur" vidner om dette:
"Adresseavisen og Kirkegaarden, det er og var
altid mine to meest aandsvækkende Spadserefarter, mine to meest
velsignede Bade-anstalter for det gode Humeur.
Enhver kan nu gaae ind i Adresseavisen; men gaae med mig på
kirkegaarden, lad os komme der, naar Solen skinner og Træerne
ere grønne; lad os gaae mellem gravene! hver af disse er som en
lukket Bog med Ryggen op ad, man kan læse Titelen, som siger
hvad Bogen indeholder og siger dog Ingenting; men jeg veed
Besked, veed den fra min Fader og fra mig selv. Jeg har det i min
Gravbog, og det er en Bog, jeg selv har gjort, til Nytte og
Fornøielse; der ligge de Allesammen, og endnu nogle Flere! Nu er
vi paa kirkegaarden".
"Den store Goethe slutter sin "Faust"
med, at den ‘kan fortsættes’, det kan ogsaa vor
Vandring herud paa Kirkegaarden; her kommer jeg tidt! gjør en
eller anden af mine Venner eller ikke-Venner mig det for broget,
saa gaar jeg herud, opsøger en Grønsværs-Plads og indvier den
til ham eller hende, hvem jeg vil have begravet, og saa begraver
jeg dem strax, saa ligge de der døde og magtesløse, indtil de
som nye og bedre Mennesker vende tilbage. Deres Liv og Levned,
seet fra min side, skriver jeg ind i min Gravbog, og saaledes
skulde alle Mennesker bære sig ad, ikke ærgre sig, naar Nogen
gjør dem det for galt, men strax begrave dem, holde paa sit gode
hueur og paa Adresseavisen, dette af Folket selv skrevne Blad,
tidt med paaholdt Pen.
Kommer den Tid, at jeg selv med mit Livs Historie skal indbindes
i Graven, saa sæt som Indskrift: "Et godt Humeur!" Det
er min Historie. (skrevet i 1852)
H.C. Andersens grav
De følgende personer er nogle af de mennesker som H.C. Andersen kendte og som i dag ligger på Assistens Kirkegård. Man kunne også have nævnt Henrik Hertz, Signe Læssøe, biskop Mynster, boghandler Reitzel m.fl.
Rasmus Nyerup
,,Gamle Rasmus Nyerup, om hvem jeg fra Bunkeflods hus
( Madam Bunkeflod boede over for Andersens barndomshjem i
Munkemøllestræde i Odense) vidste, at han var Bondesøn og
havde gaaet i Odense lærde Skole, var jeg en Dag gaaet op til,
fortalt, at ogsaa jeg var fra Odense; min Ejendommelighed
tiltalte den gamle. Mand, han fik Godhed for mig, og paa
Biblioteket over Rundekirken (Trinitatis kirke., Rundetaarn) lod
han mig gaa og se i Bøgerne, kun at ,,de sættes paa rette
Sted", og dermed var jeg i den højeste Grad
samvittighedsfuld, som. med de mange Bøger med Billeder, han lod
mig laane hjem. Jeg var meget glad ! "
Nyerup, den. lærde biblioteksmand og litteraturforsker, gik for
at være alle fynboeres ven. Han var selv født i Nyrup paa Fyn.
Han og H.C. Andersen stod jævnligt i forbindelse med hinanden.
Da Andersen fra skolen i Slagelse flytter med rektor Meisling til
Helsingør, skriver han et begejstret. brev om Sundet, Kullens
bjerge og hele den skønne natur. Da Andersen selv fandt brevet
godt skrevet, sendte han flere andre det samme brev stilet til
dem. Nyerup syntes ogsaa godt om skrivelsen og lod den indrykke i
,,Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn'' under titlen ,,Fragment af en
Reise fra Roskilde til Helsingør".
Dette var faktisk H.C. Andersens første journalistiske arbejde.
Andersen sendte ogsaa Nyerup andre smaa epistler og arbejder.
Den. venlige mand gik ikke af vejen for at gennemgaa selv mindre
gode arbejder, for at Andersen kunne lære noget af kritikken.
Teatret
Da H.C. Andersen den 6. september 1819 kommer til
København, er det fordi teateret trækker. Han troede faktisk,
at teatret ventede paa ham. Det gjorde det ikke.
Han forsøgte sig som sanger og skuespiller. Da han ikke var
særlig heldig i disse retninger, gik han til dansen. Digter
spekulerede han slet ikke paa at blive. Teaterchefen, Holstein,
som han henvendte sig til, sagde, at han var for mager til
teatret. ,,Oh," svarede Andersen. ganske naivt, ,,naar jeg
kun bliver ansat med 1001 Rdl. i Gage, vil jeg nok blive
fed."
H. C. Andersen gik let i folk, og der var mange, som gerne ville
tage sig af ham. En af disse var solodanser ved Det kgl. teater,
Carl Dahlen. Han var den første, der aabnede sit hjem for den
unge mand. Andersen kom hos den venlige familie, og Dahlens kone,
hun var skuespillerinde ved Det kgl. Teater, var mild og
hjertelig imod ham, som en god moder. Dahlen, der var lærer paa
danseskolen, sørgede for, at Andersen blev elev her i 1820. Han
erklærede dog, at han nok ikke ville drive det videre end til
statist.
Dahlen, der selv en gang havde været beundret for sin smukke
skikkelse og ynde, var nu blevet fed, saa han ikke længere kunne
danse. Men som pædagog var han glimrende. Han forsøgte sig
ogsaa som balletforfatter, men uden større held. I dag mindes
man kun hans ballet ,,Armida", fordi Andersen optraadte i
den som trold sammen med en lille pige, der var amorin. Det var.
den senere fru Heiberg. Saadan kom Andersens navn paa plakaten.
Han fortæller: ,,Det var et Moment i mit Liv, at mit Navn stod
paa tryket, en Nimbus af Udødelighed syntes jeg, laae deri; jeg
tog Ballet-Programmet med i Seng om Aftenen., laae ved Lyset og
stirrede paa mit Navn, lagde det hen for at tage det igjen, det
var en Lyksalighed."
Eventyr
Andersens første hefte med eventyr udkom i maj 1835.
Heri var fire historier, de tre havde digteren. kendt fra sin
barndom, kun. den fjerde, ,,Den lille Idas blomster", var
helt igennem eget arbejde, og det maa regnes for at være hans
første virkelige eventyr.
Større begejstring vakte eventyrerne ikke. En kritiker
henstillede til ham, at han brugte sine talenter som digter til
noget højere og ikke spildte tiden paa den slags.
Andersen satte ikke selv større pris paa eventyrerne, men han
haabede, at de kunne give penge. Han manglede tøj, havde gæld,
og saa var der den evindelige husleje.
Den lille Ida har Andersen kendt. Hun. var datter af J. Nf.
Thiele, der havde embedsbolig paa Charlottenborg, hvor ogsaa
botanisk have laa dengang. Ida fik ofte besøg af den unge
digter, han boede i Nyhavn og kunne fra sit vindue se over i
haven hos professor Thiele.
I eventyret er den rare student Andersen. Ida er Thieles datter,
som han fortæller om blomsterne paa en maade, der er alt andet
end botanisk. Nogle af de barnlige bemærkninger har Andersen fra
den lille piges egen mund. Lille Ida voksede op og blev gift med
Alexander Wilde. Hun døde i en ung alder, kun 33 aar gammel, i
1863.
Man kan godt være forfatter, direktør for kobberstiksamlingen,
kongens haandbibliotekar og etatsraad og alligevel være en
beskeden mand, indtagende og idealistisk. Det var Thiele, der
gennem sine arbejder med danske folkesagn har haft stor betydning
for vore digtere, ogsaa for Andersen. Han havde kendt ,,Hr.
Andersen siden det første aar, da han faderløs og uopdraget,
fattig, men rigt begavet, styrtede sig ud i livets strøm for at
opnaa maal, han selv endnu ikke kendte; - da jeg i de følgende
aar saa den nedarvede guddomsgnist, tæt indhyllet i kvælende
røgskyer, mere og mere bryde igennem og til sidst at slaa ud i
altid klare flammer: da følte jeg mig oftere gennemtrænget af
ærbødighed for den genius, som i ham kæmpede med næsten alle
ydre forhold og som - hvad man tør haabe- omsider vil besejre
dem alle.
Allerunderdanigst
J. Thiele."
Anne Margrethe Schall
Mens H.C. Andersen endnu boede i Odense havde han
hørt at en fru Schall var den mægtigste og første ved teatret.
Da han. var vel ankommen, iførte han. sig sin pragt,
konfirmationstøjet, med støvlerne uden paa bukserne og med en
hat, der gik helt ned over ørerne. Saadan pyntet gik han til
danserinden med sin anbefaling.
Først trak han i klokkestrengen, faldt paa knæ uden for døren
og bad til Gud, at han maatte finde hjælpl og beskyttelse. I det
samme kom en tjeneste.pige forbi med sin torvekurv paa armen. Hun
smilte venligt til drengen og stak ham seks skilling, hvorefter
hun forsvandt. Han blev forbløffet. Hvordan kunne hun dog tro,
at han, der var saa fin, var ude for at tigge.
Endelig kom han ind hos fru Schall, der med stor forundring saa
paa ham. Hun læste anbefalingsskrivelsen, der var skrevet af en
bogtrykker Iversen i Odense, som hun slet ikke kendte.
Hele situationen forekom hende besynderlig. Andersen fortalte
hende, paa sin maade, at hans inderligste ønske var at komme til
teatret. Da hun jo var danserinde, tilbød han hende at vise et
parti fra "Cendrillon", som han havde set opført i
Odense. For at kunne danse lettere tog han støvlerne af. Med
hatten som tamburin begyndte han saa at danse og synge.
Mærkværdigt maa det have set ud. Nænsomt, men hurtigt fik hun
ham paa døren.
Aar senere betroede hun Andersen, at hun dengang havde troet, at
han var gal. Madame Schall var solodanserinde, ,,og selv om hun
som saadan havde mangler, saa blev de dog afbødet af talentets
trolddom", har Bournonville sagt om hende. Hun var. livlig,
havde rigtigt københavnerhumør. Da hun blev ældre, virkede hun
let komisk, var fed, snakkede meget og var pyntesyg.
Peter Faber
Kort tid efter, at Peter Faber var blevet
telegrafdirektør i 1853, mødte han. H. C. Andersen paa
posthuset. Faber opfordrede Andersen til at gaa med over i det
værelse, hvorfra ,,traaden" gaar til Korsør og Helsingør.
Faber sender til Helsingør for at vise apparatet i brug. Efter
det første svar fortæller Faber sine folk deroppe, hvem der
staar paa hans kontor. Nogle sekunder efter lød signalet.
Maskinen arbejdede, og paa den lange papirstrimmel havde den
elektriske strøm ved sin indvirkning paa maskinen ladet aftrykke
første vers af et af Andersens ældste digte ,,Hver Skipper har
sin Hustru", som. han havde skrevet i sin skoletid i
Helsingør.
Andersen var overvældet af opfindelsens storhed - og dette med
verset - saa han var lige ved at græde. For at de fremmede ikke
skulle le ad hans nervøsitet, skyndte han sig bort.
Andersen var altid interesseret - barnlig glad - for alt det
tekniske, der kom frem. Dampskibe, jernbaner og fotografiet har
han beskrevet glimrende. I fortællingen ,,Om Aartusinder",
der første gang blev trykt i Fædrelandet 1858, siger han: ,,Ja,
om aartusinder kommer de paa dampens vinger igennem luften hen
over verdenshavet! Amerikas unge beboere gæster det gamle Europa
. . . Om aartusinder kommer de !"
Andersen var af en noget anden støbning end den rare
,,Polytekniker-Faber", der var saa venlig at vise ham
Ørsteds opfindelse i praksis. Faber dyrkede kun sit skriveri
lejlighedsvis, men det er gennem sin folkelige digtning, han
huskes endnu. Hans ,,Højt fra træets grønne top" og
,,Sikken voldsom trængsel og alarm", vil bevare hans navn.
H.C. Ørsted
Ørsted om H.C. Andersen:
"Gør "Improvisatoren" Dem berømt, så vil
eventyrene give dem udødelighed, de er det mest fuldendte, De
har skrevet".
I Ørsteds hus havde Andersen selv introduceret sig, en
fremgangmåde han ikke var uvant med.. Han siger selv, at det var
et guddommeligt fingerpeg, at jeg just vendte mig til de ældste
og bedste, dem hvis betydning jeg egentlig slet ikke kendte og
kunne vurdere.
Og det må man så give ham ret i. Det var en evne som for ham
var uvurderlig.
Han vandt Ørsteds venskab, og i hans hus mødte han mange
formående mennesker.
Da H.C. Andersen var oppe til filosofikum, blev han eksamineret
af Ørsted, der med et lille smil spurgte ham:"Sig mig, hvad
ved De om elektromagnetismen?"
"Det ord kender jeg slet ikke!" svarede Andersen.
"Husk Dem om! De har førud besvaret alt så fortræffeligt
og De må vide noget om elektromagnetismmen!"
Andersen måtte gå til bekendelse og indrømme, at han havde
været til alle professorens forelæsninger undtagen den, hvor
dette spørgsmål var blevet behandlet.
Denne tilståelse morede Ørsted, han nikkede og sagde: "Det
var skade, at De ikke vidste det, for ellers havde jeg givet Dem
præ, nu får De laud - for De har svaret meget godt!"
Ørsted berømmede ofte Andersen, og han satte stor pris på
dennes humoristiske sans. Ja, han skal være den første der har
bemærket, at det var her digteren havde sin styrke. han
opmuntrede H.C. Andersen og udtalte sin mening om hans digteriske
evner, når andre betvivlede dem. Han forsikrede at der ville
komme tider, hvor Andersen ville blive anerkendt hjemme, som han
allerede var det i udlandet.
Ørsted var altid villig til at høre på Andersen, når denne
havde noget at læse op. Og det havde han tit. Digteren på sin
side følte altid sønlig hengivenhed for den berømte Ørsted.
Bissen
Gamle Bissen (1798-1868) var det nittende aarhundredes portrættør. Selvfølgelig maatte H. C. Andersen ogsaa sidde for ham. Bagefter udtalte Bissen: Vorherre havde givet sig tid til at skabe hans hoved aparte fremfor de fleste andres. Det er en almindelig opfattelse, at H. C. Andersen nærmest var grim. Det er ikke helt rigtigt, selv om det ogsaa ville være forkert at kalde ham en skønhedsaabenharing. Bissens buste giver et fint billede af ham. Der er mere end portrætlighed i den, der er ogsaa noget af Andersens sjæl og hele væsen. Andersen bestilte 8 eksemplarer af busten. Selv om han ikke var helt tilfreds med den, var den god at forære væk til venner og velyndere.
Søren Kierkegaard
"Romanen "Kun en Spillemand" opfyldte
en kort tid en af vort lands unge, højtbegavede mænd, det var
Søren Kierkegaard. Paa gaden, hvor vi mødtes, sagde han til
mig, at han ville skrive en kritik over den, og at jeg ville vist
blive mere tilfreds med den, end de tidligere, thi, indrømmede
han, man fattede mig ganske urigtigt! - Der gik lang tid hen, han
læste bogen om igen, og det første gode indtryk udviskedes, og
jeg maa tro, at jo alvorligere han drøftede digtningen, des
fejlfuldere blev den, og da kritikken kom, kunne jeg ikke være
glad for den; den kom som en hel bog; den. første, tror jeg,
Kierkegaard. skrev, noget besværlig at læse, med dens hegelske
tunghed i udtrykkene; man sagde ogsaa for spøg, at kun
Kierkegaard og Andersen havde læst bogen ud; det var ,,Af en
endnu Levendes Papirer".
Jeg fik det ud af den, at jeg var ingen digter, men en digterisk
figur, der var 1øbet af min gruppe, og at det var en tilkommende
digter givet at stille mig i den eller benytte mig som en figur i
en digtning, hvori han skabte mit supplement. Senere forstod jeg
bedre denne forfatter, der i min fremskriden er kommen mig i
møde med venlighed og skønsomhed."
Intimere venner blev de to verdensberømtheder aldrig, og det
forstaar man saa godt, større modsætninger skal man vel lede
længe efter. Kierkegaard skrev: ,,Hvad der i Andersens roman er
gaar til grunde, det er ikke et geni i dets kamp, men et flæb,
om hvilket det forsikres, at det er et geni, og som kun har det
tilfælles med et geni, at det lider en smule genvordigheder, som
det endog ligger under for."
Kierkegaards udfald ramte Andersen haardt, han følte altid
kritik mod hans værker som et personligt angreb. Bogen ,,Af en
endnu levendes papirer" er en slags bred anmeldelse af ,,Kun
en Spillemand".
Siboni
Det kgl. teaters syngemester var italiener af fødsel.
En elegant verdensmand, smuk, opbrusende, godmodig og barnlig.
Til syngemesteren tyede H.C. Andersen, blot fordi han
tilfældigvis i Odense havde læst hans navn i en avis. Mange
havde hjemme sagt til Andersen, at han. havde en god sangstemme,
saa han haabede, at Siboni ville tage sig af ham. Lykkedes det
ikke, maatte han rejse tilbage til Fyn.
Andersen kom til syngemesteren i et heldigt øjeblik, for denne
havde middagsgæster, bl.a. komponisten Weyse og digteren
Baggesen. Den unge mand sang og deklamerede for selskabet med en
saadan følelse, at han kom til at græde. Man klappede, og
Siboni lovede at uddanne hans stemme og mente, at han kunne komme
paa Det kgl. teater.
Andersen kom nu i huset hos Siboni. Han gik til haande, fik mad
og lidt undervisning i sang. Denne herlighed varede dog ikke
længere end til foraaret 1820. "Da mistede jeg min stemme,
den var i overgang, og jeg havde hele vinteren og foraaret været
nødt til at gaa med daarligt fodtøj, dagligt haft vaade
fødder. Stemmen svandt, og der var ikke længere udsigt til, at
jeg skulle, som man havde sagt, blive en udmærket sanger."
Siboni raadede ham til at rejse hjem til Odense og lære et
haandværk. I sin nød gik Andersen herud til Assistens
kirkegard, i hvis nærhed landstedet "Solitude" den
gang laa. Her boede digteren Frederik Høeg-Guldberg, som.
lovede, at han. ville give ham timer i dansk. Andersen kaldte ham
‘min ældste ven’.
Vilhelm Pedersen
Mange har illustreret H.C. Andersens eventyr og
historier, men ingen er blevet saa berømt ved det, som Vilhelm
Pedersen. Ingen tegner har vel heller faaet saa lidt ud af sit
arbejde med illustreringen, som denne mand. Hvad han har betydet
for eventyrernes popularitet verden over,kan man kun gisne om. I
1849 kom der fem smaa hefter i et bind med eventyr af H.C.
Andersen for første gang illustreret, og det af en ukendt
tegner. Denne udgave blev straks yndet, ikke mindst fordi mange
satte større pris paa de venlige illustrationer, end paa
Andersens historier, for ham var man ved at blive lidt træt af.
Man syntes, han var indbildsk.
Hans første eventyr gik kun trægt, men denne udgave med
tegningerne holdt man af. H.C. Andersen var ikke begejstret for
konkurrencen. Det er Andersen, der opsøger ham i 1847, fordi der
skal komme en tysk udgave af eventyrerne med illustrationer.
Pedersen, der netop havde debuteret paa Charlottenborgs
foraarsudstilling med nogle malerier, gik med til at paatage sig
arbejdet. Han. fik 400 Rdl. for noget over hundrede tegninger -
en gang for alle. Senere blev hans tegninger frit benyttet over
hele verden. Tegningerne blev sendt til Tyskland, hvor de blev
skaaret i en buskbomplade, den tids form for cliche. Pedersen var
langtfra tilfreds med udførelsen: "Prinsessen faar et fælt
ben, svinedrengens ansigt frister ikke til kys" Skønt
Pedersen gang paa gang i breve foreslaar, at han tegner direkte
paa pladen, bliver det aldrig rigtigt til noget, og mange af
illustrationerne bliver kluntede.
Efterhaanden blev han træt af dette utilfredsstillende arbejde.
Han., der altid havde været svag, bliver endnu svagere og
opgiver efterhaanden helt arbejdet. Saa maa Andersen have fat i
ham, og han faar tegneren gjort begejstret igen. Af og til kom
H.C. Andersen i Pedersens hjem i Nyboder, dels for at le højt og
for at tale om tegningerne. Desværre gik det bestandigt tilbage
med Vilhelm Pedersens helbred, og en rekreationsrejse til Rom
forværrede kun hans tilstand. Han døde den 13. marts 1859, kun
39 aar gammel.
Paa dødslejet skal han have betegnet sit livsværk som "en
dynge uden værdi". Den. beskedne Vilhelm Pedersen fik
økonomisk ingen glæde af sit arbejde, og hans efterladte kone
og børn fik heller ikke noget. Men. hans arbejde lever, for et
rigtigt eventyr af H.C. Andersen skal da være illustreret af
Pedersen. Da Andersen i 1875 fyldte 70 aar, fik han som gave af
sin tyske forlægger, Lorck, saa mange af Vilhelm Pedersens
originaltegninger, som denne var. i besiddelse af.
Collinerne
Paa H.C. Andersens grav staar i dag kun en sten, men
indtil 1914 stod der ogsaa en mindesten for Edvard Collin
(1808-1886) og dennes hustru, Henriette Colllin (1813-1894).
Stenen blev flyttet af familien, der efterhaanden var blevet
træt af at høre, at Collinerne skulle have udnyttet den gode
digter, hvilket de saa vist aldrig gjorde. Nu finder man
ægteparrets sten paa Frederiksberg kirkegard, men de hviler
stadigt i denne grav. Det var et livslangt venskab, der forbandt
Edvard Collin og H. C. Andersen. Edvard var søn af den gamle
Collin, manden der mere end nogen anden var skyld i, at Andersen
fik en uddannelse.
H.C.Andersen blev bisat den 18. august 1875 fra Frue Kirke under
meget stor deltagelse. Stiftprovst Rothe og biskop Engelstoft
talte; Hartmann sad ved orglet; i det store følge var både
kongen og kronprinsen.
Skolebørn lægger blomster på
H.C. Andersens grav i anledning af digterens fødselsdag
