Heerup blev født i København i
1907. Han boede i sin barndom på Nørrebros Runddel. Han kom i
lære som bl.a. litograf, bronzestøber og stenhugger 1922-27.
Fra 1927-32 blev han uddannet på Kunstakademiet i København
under Aksel Jørgensen Og Ejnar Nielsen, samt en kort tid på
billedhuggerskolen.
Han debuterede i 1929 på en separatudstilling. Fra ‘42 var
han medlem af Corner-Høstudstillingen, fra ‘43 - 49 af
Høstudstillingen og fra ‘49 af Decembristerne.
Med udgangspunkt i sin jordiske og meget nære hverdag har Heerup
skabt et fantasifuldt univers, hvor drøm og virkelighed væver
sig sammen til en forbløffende helhed. Det umiddelbare
udgangspunkt for Heerup er som regel en oplevelse af
omgivelserne, der kalder på hans meddigtende evner og gør krav
på at blive omsat til et billede; et stykke af virkeligheden
bliver forvandlet af fantasiens omskrivninger. Symbolsproget med
cyklen , klokken, hjulet , hjertet, forstret,
overflødighedshornet og alle de andre letforståelige tegn for
kærlighedslivet understreger hans umiddelbart fabulerende
fortælleglæde.
I malerierne interesserer Heerup sig mere for farvens rene udtryk
end for dens naturalistiske tilhørsforhold. Han var meget
tidligt inde på denne tankegang. I 1927-28, i Aksel Jørgensens
skole på Kunstakademiet, malede han en smuk, jødisk
nøgenmodel, og i sit billede søgte han at give udtryk for sin
betagelse af spillet mellem det sorte hår og den hvide hud ved
at male håret grønt og huden gul. Heerup har også anvendt rene
symbolfarver med oprigtig uskyld. Falskheden er gul, misundelsen
er grøn, svanen hvid og hjertet rødt. Farverne kan være sarte
og fintmærkende, navnlig i en periode fra midt i 30’erne og
ind i 40’erne, men som regel er de stærke og direkte.
Heerup bevæger sig frit inden for et felt, der omfatter maleri,
grafik, tegning og skulptur. Hans foretrukne udtryksformer er
oliefarve, oliekridt, linoleumssnit, sten- og skraldeskulpturer.
I arbejdet med skulpturerne bliver grænserne for hans
fabuleringer afstukket af stenens form og natur. Under hugningen
må den ikke miste sin karakter; dens tunge og umedgørlige kraft
betyder noget afgørende for ham. I granitten kan han hugge fra,
aldrig lægge til.. I skraldeskulpturerne gælder det modsatte
princip; de stykkes sammen af alle mulige kasserede ting. For
Heerup drejer det sig om at give alt det vragede skrammel nyt
eventyrligt liv.
Selv om Heerup ikke har nogen relation til den abstrakte
ekspressionisme i maleriet, tilhører han kredsen omkring
kunsttidsskriftet Helhesten, Høstudstillingen og Cobra. Nogle af
de fælles bestræbelser inden for denne kunstnerkreds gjaldt en
ren umiddelbarhed i udtrykket, en ligefrem styrke i billedsproget
og en frigørelse af fantasiens skabende kraft. Lige fra
begyndelsen har Heerup haft disse egenskaber i sig som et
naturligt medfødt talent og han har brugt det til at sætte
præg på en lang række litografier, bogomslag og
-illustrationer, bomærker, brugsgenstande o.lign. Heerup har
udgivet en række bøger, bl.a. børnebøger.
Et par pussigheder om Heerup:
Det fortælles at han stiftede nissernes fagforening, som dog kun
havde et medlem, nemlig ham selv.
Det siges også at han så længe han levede hver år gik på
Assistens Kirkegård og besøgte H.C.Andersens grav på dennes
fødselsdag. Han stod foran gravstenen og sang den tekst der
står på den.
Henry Heerups grav
