SØREN KIERKEGAARD

Kierkegaards univers

Det er meget vanskeligt at give en kortfattet beskrivelse af Kierkegaards tankeverden. Dels er de fleste af hans værker skrevet under pseudonym, og den forståelsesramme, som de giver udtryk for, er altså ikke Søren Kierkegaards egen, men de pseudonyme forfatteres, og dels er det univers, som fremlægges i værkerne så omfattende, at ethvert forsøg på en kortfattet fremstilling nødvendigvis må blive så forenklet, at man kan diskutere værdien heraf. Det følgende skal derfor blot ses som nogle hovedpunkter, nogle kernebegreber i Kierkegaards univers.

Hin enkelte
Kierkegaard henvender sig altid til den enkelte, individet. Det er nemlig kun som individ, mennesket efter hans mening kan nå frem til sandheden om livet, og denne sandhed er, og må nødvendigvis være en subjektiv sandhed. Nogen objektiv sandhed findes nemlig ikke.

Eksistens
Det krav Kierkegaard stiller til individet, er kravet om at træde i eksistens, dvs. overtage sig selv, helt og holdent at tage ansvaret for sig selv. Det er en etisk fordring i menneskelivet.

Kierkegaards menneskesyn
Mennesket er en mellemting mellem naturen og det guddommelige. Alt som hører naturen til er bare: Dyr fx lever og dør, sådan som de er programmeret til fra naturens hånd. Mennesket adskiller sig fra dyr ved at have en bevidsthed, hvorved det kan forholde sig til sig selv og sit eget liv og vælge at handle for at påvirke det. Mennesket er frit.
Mennesket adskiller sig fra det guddommelige ved at være underlagt tidens begrænsning. Hvor guddommen er uendelig (=evig) er mennesket endeligt. Men ved at vælge at bruge sin frihed går mennesket ud over endelighedens og naturnødvendighedens grænser og lever som om øjeblikket er evigt og ikke bundet til tiden.
Mennesket kan ifølge Kierkegaard defineres som en syntese mellem endelighed og uendelighed, mellem det timelige og det evige, mellem mulighed og nødvendighed.
"Dersom et menneske var et dyr eller en engel, da ville han ikke kunne ængstes. Da han er en syntese, kan han ængstes, og jo dybere han ængstes, jo større menneske.."
"Mennesket er en syntese af det sjælelige og det legemlige. Men en syntese er utænkelig, når de to ikke enes i et tredie. Dette tredie er ånden." (Begrebet Angest 1844)
Mennesket er altså en slags blandingsform mellem legeme, sjæl og ånd. Ved at gøre sig bevidst om sin situation og vælge at handle kan mennesket selv være med til at forme sit liv. Kierkegaards menneskesyn er altså aktivt: mennesket er et forhold mellem legeme og sjæl, der forholder sig til sig selv, dvs har ånd = bevidsthed.

Kierkegaards stadielære
Mennesket er frit, og det må finde ud af at bruge sin frihed. Det kan ikke selv vælge, om det vil være frit, men det kan vælge, hvordan det vil forvalte sin frihed. Det er det egentlige eksistentielle spørgsmål: hvad vil man med sit liv?
Stillet over for en række eksistensmuligheder skal individet vælge, hvilken mulighed det vil forholde sig til. Det skal vælge sig selv, og det gør det, når det handler. At handle er at vælge sig selv. Kierkegaard forsøger at afgrænse en række forskellige eksistensmuligheder ("stadier på livets vej"), som mennesket kan realisere sig som. Stadierne er ikke psykologiske karakteristikker , men snarere måder at forholde sig til verden på: eksistensformer.
Stadierne er hierarkisk ordnede, sådan at de senere indbefatter træk ved de tidligere.
Men de udgør ikke en fremadskridende proces. Man kan godt springe et eller flere stadier over, og man kan springe tilbage til et tidligere stadie.

1. Spidsborgeren
Vi begynder alle som spidsborgere, dvs. vi overtager og identificerer os med andre menneskers (familiens, samfundets, etc) værdier og normer. Vi spiller "roller" og er dermed fuldstændig afhængig af, at vore "medspillere" holder sig til deres roller. En sådan eksistens kaldes tingseksistens, fordi vi er til på samme måde som en ting.Det er de andre, der har defineret/definerer hvad vi er. Vi er kun noget i kraft af samspillet med dem, ligesom en ting kun er noget set i relation til andre ting. Sålænge vi ikke er bevidst om dette, er alting for så vidt udmærket. Den kierkegaardske spidsborger kan godt være en særdeles fremragende person, indtage en høj position i samfundet, være udmærket begavet, etc. Man kan ikke udefra se på et menneske, om det er en spidsborger. Det spidsborgerlige i spidsborgeren beror på, at han uden at ane det er et produkt af det givne samfund og dets kultur. Men han lever i den illusion, at han selv frit har truffet de beslutninger, som anonyme kræfter i virkeligheden har truffet på hans vegne. Han er en travl mand,som bruger sin energi på karriere, familie, fritidsinteresser, etc. Men når / hvis det går op for ham, at han ikke er sig selv, men spidsborger: fremmedgørelsesoplevelsen - reagerer han enten ved hurtigst muligt at fortrænge oplevelsen og fortsætte sit spidsborgerliv (de fleste af os) eller han udvikler sig til æstetiker.

2. Æstetikeren: den fortvivlede livsnyder
Han kaldes sådan, fordi det eneste der tæller for ham er nydelse. Fremmedgørelsesoplevelsen har fået ham til at indse, at spidsborgerlivet er tomt og latterligt. Han tager derfor ironisk distance til alting. Ingenting har jo værdi. Det mest latterlige af alt er den travle spidsborger, der indbilder sig, at han har noget at have travlt med. Denne ironiske distance forhindrer æstetikeren i ethvert engagement i noget som helst. Livet er et teater, hvor æstetikeren hele tiden forholder sig som tilskuer og slår sig på lårene af grin over de tåbelige spidsborgere. Men bag denne facade af ironi ligger en dyb fortvivlelse. Æstetikeren er i bund og grund et dybt ulykkeligt menneske. At være tilskuer til livet er jo ikke at leve, men kun negativ kritik af andres liv. Æstetikeren kan se, at alting er latterligt og tomt, men han er ikke noget i sig selv, har intet selv, og angsten forhindrer ham i at gøre det eneste fornødne: at vælge sig selv. Så hellere gøre nar. Han væmmes ved sig selv og andre mennesker og skjuler sig bag en facade af ironi. Men, formaner Assessor Wilhelm, en af Kierkegaards etikere, "den der ikke kan åbenbare sig, kan ikke elske, og den der ikke kan elske, han er den ulykkeligste af alle. Endvidere truer vanviddet. Æstetikeren skifter hele tiden "kulør" efter de mennesker, han er sammen med: Når han fx er sammen med kristne, foregiver han at være kristen, er han sammen med ateister, er han ateist. Intet betyder jo noget som helst for ham. Hvis han ikke forhærdes som æstetiker (stor risiko!) er næste trin det etiske stadie, men det kræver, at han overvinder angsten ved at vælge sig selv.

3. Etikeren: Det ansvarlige holdningsmenneske
Æstetikerens fortvivlelse beror på, at den hidtidige, spidsborgerlige virkelighed er brudt sammen: Han er ikke noget menneske, har ikke noget selv. Men han har muligheden for at blive et menneske, et selv, hvis han vælger sig selv:

At vælge sig selv:
Dette valg er ikke et valg i gængs forstand. Det er ikke et valg mellem flere muligheder. Man kan kun vælge sig selv, sådan som man nu engang er (man skal være redelig i valget) eller lade være med at vælge sig selv. Da udgangspunktet er fortvivlelsen over ikke at eksistere, vil det at vælge sig selv netop være at vælge sig selv som fortvivlet. Dette er imidlertid en meget vanskelig proces. En æstetiker kan ikke bare sådan uden videre forvandle sig til etiker. Først må han være bragt til det yderste, må have gennemskuet livets uendelige tomhed og derved være nået til den ubetingede grad af fortvivlelse. Når han så vælger sig selv præcis som den han faktisk er, altså vælger at ville være sådan, så får han også det fulde ansvar for sig selv.
At vælge sig selv = at blive menneske i egentlig forstand er en etisk fordring, en nødvendighed. Men det medfølgende ansvar er så tyngende, at angsten bliver overvældende; så overvældende, at mennesket egentlig ikke kan vælge sig selv, men må tro på, at Gud vælger det. Det må, som Kierkegaard siger, korsfæste fornuften og foretage troens spring ud på de 70.000 favne.
Når det er så vigtigt at vælge sig selv som fortvivlet (som det man faktisk er), hænger det sammen med at kun ved at vælge fortvivlelsen (endeligheden), vælger man samtidig Gud (uendeligheden = det modsatte af fortvivlelsen). Man kan også udtrykke det således: Guds nåde kommer til en, når man har opgivet (via sin fornuft) selv at skabe mening i livet. Fortvivlelsen kan ikke tænkes uden sin modsætning : Gud. Men begrebet Gud er ikke noget man kan begynde med. For spidsborgeren eksisterer Gud kun af navn. Det er først når et menneske vælger den absolutte fortvivlelse, vælger sig selv som fortvivlet, at det samtidig vælger Gud, at Gud bliver til i egentlig forstand. Etikeren er da den, der har indset spidsborgerlivets tomhed, overvundet angsten ved at vælge sig selv, valgt sig selv præcis som den han er , valgt sig selv som fortvivlet og dermed valgt Gud.
Det etiske stadie er altså i bund og grund også et religiøst stadie. Hvordan skal en etiker da leve? Han skal realisere det almene, dvs han skal engagere sig i et socialt liv. Han skal stifte familie, være en god ægtemand, far, samfundsborger: altså nøjagtig det, spidsborgeren tror at være. Derfor er det da også umuligt udefra at skelne en spidsborger fra en etiker. Men den altoverskyggende forskel er naturligvis, at etikeren selv har valgt sit liv og dermed også har det fulde ansvar for det.
Overgangen fra det etiske til det religiøse stadie er glidende. Når etikeren i valget af fortvivlelsen har valgt Gud, har han samtidig valgt kærligheden, da Gud = kærlighed.

4. Det religiøse stadie
Formålet med livet bliver da at udføre den eksistentielle handling, nemlig kærlighedens gerninger, og det vil sige at opbygge (= få til at blomstre) kærligheden hos det andet menneske, idet man hele tiden erkender, at Gud allerede har plantet kærligheden der. Man skal derfor bestandig have kærligheden i det andet menneske for øje, forstå at man - på trods af det andet menneskes mangler og fejl - skal overvinde sig selv til udelukkende at koncentrere sig om kærligheden i dette menneske (= den sande næstekærlighed). Det er livets sande mening.

Alex E. Hansen

Søren Kierkegaards grav

Søren Kierkegaard skrev i 1846, altså 9 år før han døde, på en seddel, hvordan hans grav skulle se ud.
Det hele skulde tilsaas med lavt fint græs, kun skulde der i hvert Hjørne plantes en lille busk af tyrkiske, mørkerøde Roser. Paa en Tavle, svarende til den, der laa paa Forældrenes Grav, skulde der ved siden af de to afdøde Søskendes Navne være Plads til hans Navn, og herunder skulde sættes med smaa Bogstaver følgende Vers af Brorson:

Det store monument i midten med korset rejstes af Kierkegaards far, den gamle hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard over sin første kone Kirstine Nielsdatter Kierkegaard. Han hviler selv her sammen med sine to koner og tre børn.
Kierkegaards begravelse i 1855 udviklede sig til noget af en skandale. Skulle han, der havde kritiseret kirken og præsterne sønder og sammen, selv være midtpunkt for en kirkelig ceremoni! Det var vanskeligt at få en præst til at forrette begravelsen, og mange kritiserede, at den skulle foregå om søndagen. I øvrigt gav de konservative aviser ikke megen spalteplads til Søren Kierkegaards død.
Før selve højtideligheden fyldtes kirken af pjaltede skikkelser - mange af dem som Kierkegaard på sine spadsereture rundt i byen havde talt med. Studenterne brød igennem mængden og dannede kreds rundt om kisten. Begravelsen foregik i Vor Frue, og broderen, biskop P.C. Kierkegaard, som den afdøde ikke ville se på sit dødsleje, talte over kisten.
Ude ved graven på Assistens Kirkegård trådte Kierkegaards søstersøn, lægen Henrik Lund, frem og protesterede mod den kirkelige begravelse. Provst Tryde, som skulle foretage jordpåkastelsen, forsøgte at forhindre ham i det. Som ikke-ordineret havde han ingen adkomst til at tale ved graven. Det endte med en retssag, hvor Lund idømtes en bøde og måtte give provsten en undskyldning for sin optræden.

Søren Kierkegaards grav

Tilbage til indledningen