RASMUS RASK


Rasmus Rask (1787-1832). Dansk sprogforsker. Rask studerede et stort antal sprog og fandt ved sine studier af især sprogenes grammatiske regler ud af, at man kan indordne sprogene efter slægtskab.
Rask lærte sig utallige sprog og beskrev deres grammatikker. Allerede i sin skoletid havde han studeret oldnordisk, og som 24-årig havde han foruden en række andre sprog lært sig moderne islandsk og udgav udgav en grammatik over det oldislandske sprog.
På en lang rejse til Østen studerede han - og erhvervede - gamle orientalske håndskrifter. Han påviste, at det sprog, som Zarathustas lære var skrevet på var et selvstændigt sprog og ikke en dialekt af sanskrit, som man ellers troede. Rask skrev sprogvidenskabelige afhandlinger om Østens oldsprog; han bidrog bl.a. til tydningen af af den oldpersiske kileskrift.
Rask rejste for offentlige midler, og ved hjemkomsten blev han mødt med utilfredshed over ikke at have fået andet ud af de mange rejsepenge end nogle gamle håndskrifter og nogle videnskabelige sprogstudier. Man ville have rejsebeskrivelser, der kunne imponere omverdenen!
Ud over en række sammenlignende studier af flere europæiske sprog fra oldtid til nutid og små grammatikker over disse sprog udgav Rask en lappisk sproglære.Rask havde på udgivelsestidspunktet aldrig hørt det talte samiske sprog! Også det finske sprog har været genstand for hans studier.
Rask interesserede sig ikke kun for fremmede sprog, men beskæftigede sig også med det danske sprog. Han slog til lyd for danske grammatiske benævnelser i stedet for de latinske, og så ønskede han en retskrivning mere i overensstemmelse med udtalen.
I dag huskes Rask mest som den, der udviklede grundlaget for den sammenlignende sprogvidenskab ud fra et utroligt stort antal sprog, som han havde studeret.
Gravmonumentet er udført af arkitekten Bindesbøll og rejst 1842, altså 10 år efter Rasks død. Stenen er forsynet med inskriptioner på arabisk, sanskrit oldnordisk (ristet i runer) og dansk.


Rasmus Rasks grav


Tilbage til indledningen