Rasmus Rask (1787-1832). Dansk sprogforsker. Rask
studerede et stort antal sprog og fandt ved sine studier af især
sprogenes grammatiske regler ud af, at man kan indordne sprogene
efter slægtskab.
Rask lærte sig utallige sprog og beskrev deres grammatikker.
Allerede i sin skoletid havde han studeret oldnordisk, og som
24-årig havde han foruden en række andre sprog lært sig
moderne islandsk og udgav udgav en grammatik over det
oldislandske sprog.
På en lang rejse til Østen studerede han - og erhvervede -
gamle orientalske håndskrifter. Han påviste, at det sprog, som
Zarathustas lære var skrevet på var et selvstændigt sprog og
ikke en dialekt af sanskrit, som man ellers troede. Rask skrev
sprogvidenskabelige afhandlinger om Østens oldsprog; han bidrog
bl.a. til tydningen af af den oldpersiske kileskrift.
Rask rejste for offentlige midler, og ved hjemkomsten blev han
mødt med utilfredshed over ikke at have fået andet ud af de
mange rejsepenge end nogle gamle håndskrifter og nogle
videnskabelige sprogstudier. Man ville have rejsebeskrivelser,
der kunne imponere omverdenen!
Ud over en række sammenlignende studier af flere europæiske
sprog fra oldtid til nutid og små grammatikker over disse sprog
udgav Rask en lappisk sproglære.Rask havde på
udgivelsestidspunktet aldrig hørt det talte samiske sprog! Også
det finske sprog har været genstand for hans studier.
Rask interesserede sig ikke kun for fremmede sprog, men
beskæftigede sig også med det danske sprog. Han slog til lyd
for danske grammatiske benævnelser i stedet for de latinske, og
så ønskede han en retskrivning mere i overensstemmelse med
udtalen.
I dag huskes Rask mest som den, der udviklede grundlaget for den
sammenlignende sprogvidenskab ud fra et utroligt stort antal
sprog, som han havde studeret.
Gravmonumentet er udført af arkitekten Bindesbøll og rejst
1842, altså 10 år efter Rasks død. Stenen er forsynet med
inskriptioner på arabisk, sanskrit oldnordisk (ristet i runer)
og dansk.
Rasmus Rasks grav