PETER SCHOLTEN


Scholten, Peter (Carl Frederik) von (1784-1854): dansk embedsmand. Oprindelig officer; gjorde tjeneste på Skt. Thomas 1804-07. Vendte 1814 tilbage til øen i et beskedent civilt embede, men samlede ved Frederik 6.s gunst hurtigt et antal store og indbringende embeder på sin hånd. Ifølge en formodning var han stråmand for forsørgelsen af kongens uofficielle familie; Scholtens datter ægtede grev Dannemand. 1823 guvernør; 1827 fungerende, 1835 virkelig generalguvernør. Hævede fri-negrenes sociale stilling, lod dem avancere til officerer og embedsmænd og omgikkes dem selskabeligt på lige fod med de hvide til største harme for mange af disse. Gennemtvang tillige, for en stor del egenmægtigt, talrige forbedringer af slavernes kår: forbud mod mishandlinger og ydmygelser og begrænsning af arbejdstiden, ret til at eje formue og løskøbe sig til vurderingspris samt oprettelse af skoler for negerbørn. Sigtede mod slaveriets endelige afskaffelse. Da Christian 8. 1848 stik imod von Scholtens råd proklamerede en langsom afvikling af slaveriet, kom det til store slavedemonstrationer. 3. juli 1848 erklærede von Scholten på egen hånd slaveriet ophævet. Kort efter brød han sammen under anspændelsen, rejste syg hjem og blev fradømt sit embede; Højesteret omstødte dog dommen 1852.


Peter Scholtens grav


Tilbage til indledningen