MICHAEL STRUNGE

Det er muligt at være til

af Jakob Brønnum

Michael Strunge (1958-1986) skrev 12 digtsamlinger fra den tidlige debut i 1978 til den tidlige død i 1986. Borgens Forlag udsendte i 1995 Samlede Strunge, der på 1001 side også rummer digte, der blev trykt i tidskrifter og aviser og som ikke kom med i nogen af bøgerne.
   Det er en voldsom produktivitet, og selvom digtene som helhed virker som sansninger af et eneste øjeblik, danner de også et livsværk.
   Et livsværk og et åndeløst øjeblik af sol og himmel, sort og hvidt, døden, syner, kys, og flænset lys og flænset mørke.
   Michael Strunges digte fortæller om det menneske, der lever for at være ét med livets hastighed:

»Knuser uret
med mine tanker
- jeg lever kun
med livets hastighed
...
Endelig
det lader til at jeg ved nu
- at jeg ikke har
et uforgængelig selv

Hvem ved
ved hvad ens selv er lig?
- jeg er ligeglad
skaber selv mit selv

Skifter fart
jeg har brug for fartskift
- jeg ændrer mit liv
før det ændrer mig«

(Fra titeldigtet fra samlingen Livets Hastighed, 1978)

Den tyveårige digter, hvis problemer her ikke er atypiske for den identitetsdannelse et hvert menneske gennemgår i den alder, (men desto klarere fremstillet), udstrækker tankerne om livet som bevægelse til at rumme selve de grundelementer, hvori livet foregår: tid og rum:

»Vi vidste at tiden ikke eksisterer
kun bevægelsen
og derfor stivnede vi i kysset
så det blev evigt

Vi vidste at rum ikke eksisterer
kun tanken om det
og derfor overlevede vor kærlighed
på tværs af stjerner«

(Tid og rum, fra Livets hastighed)

Men hverken tid eller rum kan han få objektiv vished om, omend kysset og tanken (og det selvskabte selv i digtet Livets hastighed) giver en subjektiv følelse af at være til.
   Den kan tilsyneladende udelukkende fastholdes, ikke ved at blive, men ved at søge væk - søge det fjerneste, der kan tænkes, for at komme om på den side af det fjerne selv:

»Endnu fjernere vil jeg
men tro mig, når jeg med min ryg svindende bort
prøver at råbe at det ikke er en flugt

Jeg søger fjernhedens opløsning
for at finde nærheden i alting
og ikke blot i et øjes glimt
eller i stemmens farve.
I tusinde billeder og farver
som når et barn eller en gammel
pludselig fortaber sig i selvet
midt i verdens fortabelse
og et øjebliks hvished
sænker sig over universet!«

På den anden side kan han ikke udholde øjeblikkets virkelighed, når den viser sig i sin mest krævende og uskyldige form, foråret:

»Det er ved at komme igen
som det kommer hvert år ved denne tid
jeg kan mærke det
jeg sover ikke mere
og denne morgen er lyset skarpt
og alting skærer og ligner glas der knaser
og alting synes at staves med s
skarpt skin i solens strøler
hvidtlysende træthed
smertende øjne
og sviende gennemsigtighed«

(fra Det er ved at komme igen, Livets hastighed)

Med hvad er der så tilbage? Er der noget at give? Er det noget at føle? Er der overhovedet noget at vide?

»Jeg er en verdenssøn.
Kølig og klar
diamanten der ridser dit øje.
Jeg er den store hader
alt i verden er mig fremmed
og min angst er kun kendt af mig selv
som kun tigeren kender sit bur.«

(fra Hjerternes terrorist, Verdenssøn, 1985)

Der er kun det store intet, som er en stadigt faldende bevægelse:

»Og nu
falder jeg øjenløs
og frit til alt
som er intet
i meningsløsheden
mellem skiget ud
og jorden der fylder min mund.
Og derfor hånden
altid hos dig
i dit eget fald
som jeg aldrig helt må forstå
fordi der ikke er nogen Gud«

(i>Og nu... fra samlingen Verdenssøn)

Når der ingen guder er, må man skabe dem i sine egne billeder.

»Du har gjort mig til en gud
ved at påvise din eksistens
så usandsynlig og fremmed
som det støv fra universet
der hver dag usynligt
falder i vort hår og vore øjne
...
Og verden blir en luftspejling
af indre byer fjernt i os
og vi er de guder
der hersker i drømmen.«

(fra Vi er de guder der hersker i drømmen, Popsange, 1983)

Og når der intet andet er, end det, vi selv skaber i livets hastighed, bliver vi hver især som universer eller planeter, der lever det liv, som er i os:

»Vi står i nøgen planettilstand
og går til i verden, går til verden,
går til den i verden!«

(fra Ceremoni for emigranterne Sarvig og Curtis, fra Popsange)

Og det viser sig da også, at det er muligt at være til. Man kan jo for eksempel synge popsange om sin elskede:

»Jeg siger dig:
Du laver ravage i mit liv
med din utæmmede sjæl
der stråler ud af øjnene
som en hemmelig himmelsk saft
forbeholdt den udvalgte, mig.«

(fra Skandale, samlingen Popsange)

Og man behøver ingen anden gud og ingen anden religion, end den, der opstår i livets hastighed, når hvert fælles øjeblik er helligt:

»Vor guddom er kærligheden...
Helligt, helligt, når vi bader sammen
og skiftes til at holde den varme bruser,
når vi deler en smøg
og kun med ordfrie tegn
skiftes til at ryge.«

(fra Helligt, helligt, Popsange)

(Nyere dansk litteratur  Præsentationer af danske og udenlandske forfattere
Et WWW-projekt v/ Det Kongelige Bibliotek og Dansk Forfatterforening)

Michael Strunges grav

Tilbage til indledningen