Den sårede Filoktet (1775)
Maleriet viser den græske helt Filoktet, der er blevet bidt i foden af en slange og krymper sig sammen, mens han giver luft for sin smerte. Han var egentlig taget af sted sammen med de øvrige græske krigere for at deltage i kampen mod Troja, men da hans kammerater ikke kunne holde hans skrig og stanken fra slangebiddet ud, efterlod de ham alene på øen Lemnos. Her blev han indtal grækerne erkendte, at de ikke kunne klare sig i kampen uden hans hjælp, især fordi han havde arvet Herakles´ bue, der aldrig forfejlede sit mål. Så hentede de ham, og han var med til at vinde krigen for grækerne.
Abildgaard valgte motivet til billedet under sit ophold i Rom, og med det trådte han frem som en moden kunstner og placerede sig på linie med sine internationale jævnaldrende fra nyklassicismens Sturm und Drang-generation. Det er en kraftpræstation af et billede, præget af en heftig, næsten voldsom energiudladning. Dette skyldes ikke blot anspændelsen i Filoktets krop og lemmer og det flagrende hår, men også den overvældende virkning, figuren gør, fordi han fylder hele billedet ud, så han ville sprænge alle rammer, hvis han rettede sig ud.
Abildgaard har selv angivet de tre antikke forfattere Aiskylos, Sofokles of Euripides som inspiration, men idéen til motivet har han snarere fra G.E. Lessing, der i skriftet Laokoon fra 1766 gik i rettte med J.J. Winckelmanns opfattelse af " en ædel enfoldighed og en tyst storhed" i antikkens kunst og i stedet fremhævede lidelsen og lidenskaben. Med sit billede sluttede Abildgaard sig til Lessings opfattelse - han korrigerer den endog ved at lade Filoktets ansigt forvrænges i et skrig. Hermed placerede Abildgaard sig centralt i tidens aktuelle kunstdebat.
Den kunstneriske inspiration til Filoktet synes Abildgaard at have fået hos Michelangelo, Annibale Carracci og ikke mindst i den antikke skulptur kaldet Belvederetorsoen. Der er flere påfaldende paralleller til den franske maler J.L. Davids maleri Patrokles fra 1779: det næsten identiske format, motivvalget (en såret græsk helt), sceneriet, den nøgne mands muskuløse krop og flagrende hår. Hvis der er tale om kunstnerisk påvirkning mellem dem, har den gået fra danskeren til franskmanden.
Fra: Kasper Monrad: "Dansk Guldalder" (1994)
