I 1760 indviedes "Assistenskirkegaardene uden Stadens
Nørreport". Kirker og kirkegårde var fyldt op, og en
udvidelse af begravelsespladserne uden for voldene var
nødvendig.
En forøgelse af begravelseskapaciteten havde ganske vist fundet
sted i 1711, hvor byldepesten i løbet af sommeren og efteråret
havde kostet omkring 23000 døde, eller en trediedel af
Københavns befolkning.
Fra middelalderen havde det været skik at begrave de døde inde
i kirkerne, og helst så tæt på alteret som muligt. Nu var
såvel kirker som byens 25 kirkegårde fyldt op. Man kunne ikke
overkomme at begrave kisterne i takt med at folk døde, og
undertiden stod kisterne ubegravede. Ligstanken i kirkerne var
ubeskrivelig, og også udenfor var den skrækkelig.For at sprede
stanken, affyrede man kanoner.
De mange begravede betød en trussel mod drikkevandet og dermed
mod folkesundheden. Derfor foreslog Struense, da man i slutningen
af 1750'erne atter måtte udvide kirkegårdskapaciteten, at man
oprettede en ny kirkegård uden for voldene.
I 1757 blev det ved kongelig forordning besluttet at oprette en
ny assistancekirkegård for sognene Vor Frue , Nicolai,
Helliggeist, Sct. Petri, Vartov og Vajsenhus uden for byen.
Kommunen ejede et areal ude bag forstaden Nørrebro et areal, som
var lejet ud til græsning og tobaksplantage.Kirkerne fik dette
stykke jord - hver kirke en jordlod svarende til den indenbys
kiregård - mod at afgive de tidligere kirkegårde, som nu kunne
bruges som byggegrunde i den efterhånden overbefolkede by. Rundt
om kirkegården blev bygget en mur med 4 porte.
6. november blev den nye kirkegård indviet. Populær var den
ikke. Der var ikke nogen kirke, og kirkegården var ikke andet
end en græsmark omgivet af en mur. Den lå langt væk fra byen,
og vejen derud var en elendig jordvej med kun en enkelt
fliserække som fortov. Det var altså besværligt og ubekvemt at
komme ud til de afdøde slægtninges gravsteder. Her havde man
bestemt ikke lyst til at lade sig begrave. De rige kunne stadig
mod betaling blive begravet inde i byen. En begravelse på den
nye kirkegård på Fælleden på Nørrebro var langt billigere
end en begravelse inde bag voldene. Assistens Kirkegård var fra
begyndelsen de fattiges kirkegård.
Først da etatsråd Johan Augustin, som havde været ansat i
Krigskancelliet, i 1785 blev begravet på Assistens Kirkegård,
skete der en ændring. Fra nu af lod også det bedre borgerskab
sig begrave på Assistensen.
Tegning af Augustins grav
Augustin havde i sit testamente bestemt, at han ville begraves på denne udenbys kirkegård."Da jeg ikke ved af at have skadet nogen mens jeg levede, vil jeg heller efter min død genere nogen "(med ligstank!), skrev han bl.a. i testamentet. Gravmonumentet blev udført af vennen Johannes Wiedewelt, som var professor ved Kunstakademiet og datidens førende billedhugger.
Augustins grav i dag
Augustin havde vist eksemplet, og i de følgende år blev
mange prominente københavnere begravet herude. Op mod muren, det
var det fineste, og over deres grave rejstes monumenter, som var
udført af tidens bedste stenhuggere eller billedhuggere.
Disse monumenter, som det følgende halve århundrede rejstes
over betydelige og velhavende københavnere, vidner i dag om
datidens stil inden for gravkunst. Det var den nyklassisistiske
stil, inspireret af den græske og romerske oldtid.
Da man oprettede Assistens Kirkegården, mente man at have
begravelseskapacitet til 100 år, men den beregning holdt slet
ikke. Allerede omkring århundredskiftet var kirkegården for
lille, og 1805 var de første udvidelse en realitet. Københavns
brand i 1795 lagde et pres på de indenbys kirkegårde, og de
monumenter, som sattes over de afdøde fra det bedre borgerskab,
var særdeles pladskrævende.I 1805 blev det forbudt at begrave
folk inde i kirkerne.
Man skulle nu til at bruge kirkegården ude på Nørrebro. Dette
medførte en klage fra Universitetet.Det havde hidtil været et
privilegium for studenterne, mod en bestemt betaling, at bære
kisterne fra kirkerne ud til begravelsespladserne på
kirkegårdene. Da kisterne nu skulle transporteres på vogn,
ophørte altså denne studiestøtte.
Ved kirkegårdsudvidelsen i 1805 blev der affattet et reglement
for Assistens Kirkegård. Der blev klaget over at vilde drenge
legede på gravene , at krybskytter gik på jagt efter harer og
agerhøns, at køer fra Fælleden brød ind på kirkegården og
tog for sig af det saftige græs derinde etc. Tyveri og hærværk
var heller ikke ukendte fænomener.
Kirkegården var blevet et populært udflugtsmål. Man spiste sin
medbragte på de afdøde slægtninges grave, og havde man ikke
selv drikkevarer med, kunne de købes hos graveren. Og det
hændte, at man tog for godt for sig af brændevinen. Det blev
forbudt at spise og drikke på gravene, og graverne måtte ikke
længere drive beværtning. Reglerne blev dog ikke fulgt. Folk
fortsatte med at lade udflugten gå til Assistens og hygge sig
med deres afdøde slægtninge.
Der var begravelser i den indre by indtil 1851, da den
sidste kirkegård i det indre København blev nedlagt,og 1853
-efter koleraepidemien samme år- ophørte også begravelserne
på Christianshavn. Nu kunne man ikke længere -selv mod god
betaling blive begravet inde i byen, men var henvist til de
udenbys kirkegårde.
Kirkegården har siden sin første udvidelse i 1805 været
udvidet adskillige gange. I dag omfatter den 36 tønder land, og
flere end 250.000 personer er i tidens løb blevet begravet her.
Katolsk kirkegård
Skt. Joseph-søstrene
Den ældste inskription på disse sten i afdeling K er
fra 1866, og årstallene går derfra helt op til vore dage, idet
der stadig foregår begravelser her. Det kan læses ud af
datoerne, at søstrene generelt ikke blev særlig gamle. Det har
været hårdt at arbejde blandt syge og andre nødlidende. Nogle
ligger alene, mens andre ligger to eller flere sammen. Der er
altså her tale om fællesgrave i ordets egentlige betydning
samtidg med, at det er gruppegrave. I denne nonneorden er man
tæt sammen såvel i livet som i døden. På stenene findes deres
"søsternavn" og deres borgerlige efternavn.
Skt. Joseph-søstrene er en international nonneorden, der er
grundlagt i Frankrig i 1600-tallet. Her var der nød og
elendighed efter religions- og borgerkrige. Unge piger og enker
fandt et kald i at hjælpe ud fra en kristen holdning.
Jesuitterpateren Jean Pierre Médaille tog initiativet til
fællesskabet, og i 1650 samlede biskop Henri de Maupas kvinderne
og overgav dem til Skt. Joseph.
I 1856 kom nonneordenen til Danmark anført af blot fire søstre.
De startede deres virke inden for sundheds-, social- og
undervisningssektoren. De institutioner, de gennem tiden fik
opbygget, fx Skt. Joseph Hospital i København, overgik i 1960
til den danske stat. Søstrene yder stadig deres indsats i
Danmark og i andre velfærdssamfund, fordi der trods denne
"velfærd" er megen sorg og nød: krig, flygtninge,
disksrimination, skilsmisser osv.
Deres mål er foreningen mellem Gud og mennesker og mellem
mennesker indbyrdes. Deres religiøse ideverden udtrykkes i bøn,
fællesskab og arbejde, hvor disse tre begreber gensidigt styrker
hinanden. Hver har aflagt et nonneløfte, der indebærer kyskhed,
fattigdom og lydighed. I oplæringen til Skt. Joseph-søster
indgår en dannelsestid, hvor man rodfæster og afprøver den
enkeltes kald. I uddannelsen gennemgår aspiranterne tre faser:
postulat, novice og juniorat.
Søstrene virker i mange lande verden over, og gennem et fælles
overhoved i Rom hjælper de hinanden gennem personlig kontakt og
udveksling. De holder hinanden orienteret om den kulturelle,
økonomiske, politiske og religiøse udvikling i de respektive
lande. Deres kollektive motto er: "Rodfæstet for at bære
frugt".
Skt. Joseph-søstrenes
grav
De franske og belgiske soldater
Da 1. verdenskrig sluttede den 11. november 1918, var
der mange soldater i krigsfangelejr i Nordtyskland; heriblandt
franske og belgiske. På grund af efterkrigstidens vanskelige
transportforhold gik turen hjem over Danmark, hvor soldaterne
ventede på udskibning, der skulle føre dem til deres
respektive hjemland.
Uheldigvis udbrød der en voldsom influenzaepidemi, der senere
skulle komme til at gå under navnet "Den spanske
Syge". Soldaterne havde sygdommen med sig fra Tyskland, da
de kom hertil, men også i Danmark hærgede sygdommen allerede i
1918- 19 og fik sin kulmination i oktober 1919. Dengang havde man
ingen midler til at bekæmpe virussygdommen, hvorfor mange
bukkede under for den. De svage og udsultede soldater havde ringe
modstandskraft, hvorfor de i stort antal blev angrebet og døde.
Soldaterne var privat indkvarteret, men mange blev indlagt
direkte på hospitaler, ligesom de blev anbragt på skibe, der
skulle fragte dem hjem. Disse skibe var engelske skibe, som efter
at have bragt de engelske soldater hjem skulle hjembringe bl.a.
de franske og belgiske soldater. I ventetiden kom skibene til at
fungere som hospitalsskibe.
Men mange døde, og i begyndelsen blev de begravet på Vestre
Katolsk Kirkegaård, men da der ikke længere var plads her, blev
de begravet på Assistens Kirkegård. I alt 40 franskmænd og 3
belgiere blev med familiernes samtykke begravet her i landet. En
medvirkende årsag hertil var, at der var dannet nogle frivillige
komitéer, der havde til formål at tage sig godt af soldaterne i
transit.Familierne følte sig derfor sikre på, at de kom godt i
jorden, og at der ville blive sørget for vedligeholdelse af
gravene. Senere, i 1923, blev der af dem der lå på Assistens
Kirkegård, sendt to franske hjem - i kister da katolikker
dengang ikke måtte brændes.
I 1935, på våbenstilstandsdagen, afsløredes et monument over
gravene med en frembrydende arm fra jorden; i hånden holdes en
fane med Trikoloren. Da dette flag ikke kunne få lov til at
hænge i fred, hejses det nu kun ved særlige lejligheder, fx
våbenstilstandsdagen den 11. november. Ved en kort ceremoni
hædrer og mindes en deputation fra den franske ambassade og fx
veteraner fra 2.verdenskrig de døde soldater på denne dag.
De franske og belgiske
soldaters grav
Lærere fra den franske skole
Den 21. marts 1945 skete en frygtelig ulykke, da et
bombardement mod Shellhuset i København delvis slog fejl.
Gestapo havde i slutningen af besættelsen besat Shellhuset og
gjort det til hovedkvarter og havde mod krigens ende fængslet
mange betydningsfulde medlemmer af den danske modstandsbevægelse
i denne bygning. Man var også fra de allieredes side bekymret
for denne tilfangetagelse, fordi man regnede med
modstandsbevægelsens medvirken ved det endelige opgør med
tyskerne i Danmark. For at undgå et bombardement af
hovedkvarteret havde tyskerne anbragt fangerne i den øverste
etage. Det var derfor nødvendigt at bruge Mosquito
jagerbombemaskiner til angrebet, fordi disse kunne ramme
bygningen midtvejs oppe ved at kaste bomberne under en ganske lav
indflyvning og derefter straks trække op over bygningen og
undgå kollision. Der blev i England udarbejdet nøje planer,
inklusive skalamodeller af Shellhuset og dets omgivelser. Atten
jagerbombere skulle i tre angrebsbølger foretage et
overraskelsesangreb støttet af 28 Mustang-jagerfly.
Planerne var yderst hemmelige. Kun nogle få fremtrædende
officerer i den engelske hærledelse vidste besked, og end ikke
Danmarks Frihedsråd eller modstandsbevægelsens chefer var
underrettet. Af denne grund og fordi indflyvningen kom
overrumplende, var der ikke blæst luftalarm, og
civilbefolkningen, heriblandt børn og personale på den franske
skole, var således ikke gået i beskyttelsesrum. Under
indflyvningen ramte en af maskinerne i første bølge en
signalmast på Hovedbanegårdens terræn og kom derefter
yderligere ud af kurs ved sammenstødet med en skorsten, hvorpå
den styrtede ned i skolen og eksploderede. Anden angrebsbølge
tog på grund af flammerne og røgen fejl af målet og kastede
sine bomber over skolen, men størsteparten i tredie bølge blev
klar over misforståelsen. Bombningen af Shellhuset må siges at
have været en succes, men uheldet fik forfærdelige
konsekvenser. 86 børn, 9 nonner og 3 civilie lærere omkom.
Nonnerne tilhørte Skt.Joseph-søstrene. De ligger begravet i en
gruppe for sig selv samlet omkring et stort hvidt kors. Denne
gruppe ligger ved siden af den større gruppe med deres
ordensfæller. På Frederiksberg Allé, hvor skolen lå, er der
rejst et mindesmærke over ofrene fra katastrofen.
Den russisk ortodokse kirkegård
Den russisk ortodokse meninghed har deres egen kirke,
Alexander Nevskij-kirken, i Bredgade i København, og medlemmer
herfra bliver begravet i et særligt afsnit på Assistens
Kirkegård. Der er faktisk to områder, idet der er en ældre
indhegning i afdeling D og en nyere indhegning sammen med de
andre grupper i afdeling K.
Det ældste område er købt af den danske prinsesse Dagmars
mand, Tzar Alexander III, og bestyres helt og holdent af
menigheden. I det nyere område ejes jorden af Københavns
Kommune; menigheden har råderetten, men også forpligtelsen til
at holde stykket. Der foretages stadig jordfæstelser i området
i afdeling K. Grave må efter religionen ikke nedlægges, men der
kan efter et vist åremål begraves andre i samme grav.
De to områder er indhegnet af smedejernsgitre, hvor der på
lågen til det ny står: "Russisk 1912 Kirkegård" med
kyrilliske bogstaver, mens det står både på russisk og dansk
på de to indgangssten ved det gamle. Der er på begge indgange
opsat et kors formet som en blanding af et kløverbladskors og et
russisk kors. Ornamentikken og symbolikken adskiller sig i det
hele taget fra den, man ellers ser på kirkegården.
Andreaskorset, der har form som et X, bruges meget af de russisk
ortodokse, fordi korset, som apostelen Andreas ifølge
overleveringen blev korsfæstet på, var vendt på den led. Han
har en særlig tilknytning til denne kirkegren, fordi det
fortælles, at han drog til området nord for Sortehavet, hvor
han indførte den kristne lære. Kløverbladskorset ligner et
"almindeligt" kors: blot er enderne forsynet med et
trebladet kløver. Det russiske kors adskiller sig ved at have en
skråtstillet, ekstra tværarm plus som regel en lille øvre,
hvor inskriptionen " Jødernes Konge" sad over Jesu
hoved. Symbolikken i den skrå arm hentyder til de to røvere,
der blev korsfæstet på hver side af Jesus. Den ene spottede
ham, mens den anden angrede og fik løfte om at stige med Jesus
til paradis. Der bruges også bibler og bedepulte i sten, ligesom
der anvendes symboler, der også ses andre steder på
kirkegården, fx den knækkede søjle og duen.
Grave på den russisk
ortodokse kirkegård
