Delhoved skov ved Skarre Sø (1847)
Det var i de store, monumentale skovlandskaber, at
Skovgaards naturopfattelse for alvor kom til udtryk. Hans skove
er aldrig tætte og uoverskuelige- han yndede tværtimod at lade
betragteren få en vid udsigt mellem træerne, således at man
bevarer overblikket. Træerne er ranke, og de er kun sjældent
forblæste eller medtagne af stormvejr. Skovgaard har altid
grupperet dem i en rolig rytme på billedet. Vejret forstyrrer
næsten aldrig harmonien; der kan højst være tale om optræk
til en enkelt regnbyge.
Det er en typisk dansk skov, med en skovsø i det fjerne,
Skovgaard har skildret. Med sin omhyggelige redegørelse for alle
detaljer har maleren villet vise, at forgrundens
"ubetydelige" planter har lige så stor værdi og er
lige så typisk danske som de statelige træer.
Maleriets figurer er ikke københavnere på udflugt, men
sjællandske landboere fra en nærliggende landsby. Når maleren
har valgt at indføje netop disse figurer, er det givetvis under
påvirkning af kunsthistorikeren Høyen, der fra midten af
1840èrne opfordrede kunstnerne til at skildre landbefolkningens
liv.
Fra: Kasper Monrad: "Dansk Guldalder" (1994)
