Bogstavet A, symbol for Prajñaparamita

HJERTESUTRAEN



Således har jeg hørt: Engang opholdt den Sejrrige (Buddha) sig i Rajagriha, på Gribbebjerget, sammen med en stor forsamling af munke og bodhisattvaer. På det tidspunkt indgik den Sejrrige i den samadhi, der undersøger fænomenerne, og som kaldes »dyb oplysning«. Samtidig betragtede den ædle bodhisattva-mahasattva Avalokiteshvara udøvelsen af den dybe Prajñaparamita og så de fem skandhaer som værende naturligt tomme.

Inspireret af Buddha sagde den ærværdige Shariputra derefter til bodhisattva-mahasattva Avalokiteshvara: »Hvordan bør en søn eller en datter af god familie, som ønsker at følge den dybe udøvelse af Prajñaparamita, oplære sig selv?« Den ædle bodhisattva-mahasattva Avalokiteshvara sagde da: »Oh Shariputra, en søn eller en datter af god familie, som ønsker at følge den dybe udøvelse af Prajñaparamita på korrekt vis, bør anskue det således, idet vedkommende ser de fem skandhaer som værende naturligt tomme:

Form er tomhed, og tomhed er form. Tomhed er intet andet en form, og form er intet andet end tomhed. På samme måde forholder det sig med følelse, opfattelse, begrebsmønstre og bevidsthed. Således, Shariputra, er alle fænomener tomme og uden kendetegn. De er uden opståen og ophør, de er hverken rene eller urene, og de hverken formindskes eller forøges. Derfor, Shariputra, eftersom der er tomhed, er der ingen form, ingen følelse, ingen opfattelse, ingen begrebsmønstre og ingen bevidsthed. Der er intet øje, øre, næse, tunge, krop eller sind, intet synligt, ingen lyd, ingen lugt, ingen smag, intet berørbart og intet sindsobjekt. Der er ingen sanseelementer fra øjeelementet til og med sindselementet og sindsbevidsthedselementet. Der er ingen kædebetingelser fra uvidenhed til alderdom og død, ej heller deres udslukkelse. Der er ingen lidelse, ingen årsag til lidelse, ingen afslutning på lidelse og ingen vej. Der er ingen visdom, ingen opnåelse eller ikke-opnåelse. Eftersom der ikke er nogen opnåelse, støtter bodhisattvaerne sig til Prajñaparamita. Derfor er de uden formørkelser i sindet og uden frygt. De transcenderer vrangforestillinger og når det fuldt realiserede nirvana. Alle de Buddhaer, der viser sig i de tre tider, er ved at holde sig til Prajñaparamita vågnet fuldstændigt og klart op til den uovertrufne, sande og perfekte erkendelse. Derfor bør man kende Prajñaparamita-mantraet, det store indsigtsmantra, det uovertrufne mantra, det uforlignelige mantra, mantraet der stilner alle lidelser, som sandt, for det er uden bedrag.

Prajñaparamita-mantraet lyder:

OM GATE GATE PARAGATE PARASAMGATE BODHI SVAHA

Det er sådan, Shariputra, en bodhisattva-mahasattva bør oplære sig selv i den dybe Prajñaparamita. «

Da rejste den Sejrrige sig fra sin samadhi og priste den ædle bodhisattva-mahasattva Avalokiteshvara: »Godt sagt, godt sagt, søn af god familie! Netop sådan, som du har belært, bør man udøve den dybe Prajñaparamita, og således bifaldes det af alle Tathagataerne.«

Da den Sejrrige havde sagt dette, lovpriste den ærværdige Shariputra, den ædle bodhisattva-mahasattva Avalokiteshvara, hele forsamlingen og verden med dens guder, mennesker, asuraer og gandharvaer den Sejrriges ord.

(Bragt i Stupa nr. 4)



Maitreya - fremtidens buddha

Tilbage til Stupa siden