Avalokiteshvara, medfølelsens bodhisattva, udtrykker en ubegrænset, uselvisk kærlighed og medfølelse med alle levende væsener

Buddha legenden

Af Benny Friis Gunnø

DEN HISTORISKE BUDDHA, Shakyamuni, blev født i det nuværende Nepal omkring år 560 før vor tidsregning og døde i Indien ca. 80 år senere.

Dette er de fleste historikere enige om. Derudover er det imidlertid meget lidt vi med sikkerhed ved om Buddhas liv, idet de bevarede kilder, der omhandler Buddha, først er nedskrevet flere hundrede år efter hans død. Disse kilder, som tilhører den buddhistiske tradition, indeholder en mængde beretninger om Buddhas liv og lære, men disse beretninger er ikke, hvad vi i vore dage forstår ved dokumentarisk materiale. Det er en blanding af konkrete begivenheder og fantastiske legender eller myter.

Heri er intet overraskende; thi dels er den kildekritiske historieopfattelse først blevet udviklet indenfor det sidste århundrede (således bærer al ældre historieskrivning præg af legende), og dels er det et fællestræk ved de fleste religioner, at de fremstiller deres grundlæggere som midtpunkt for alle mulige mirakuløse og fantastiske hændelser. Disse legender er udtryk for tilhængernes store hengivenhed for deres mestre og er blevet brugt som opmuntring og ideal. Desuden har de ofte symbolske betydningsplaner af dyb mening. Betragtet som litteratur er disse beretninger af stor værdi, en guldgrube af skønhed og fantasi.

Sandsynligt er det dog, at der bag det legendariske stof ligger en kerne af historiske kendsgerninger. Der er ingen grund til at undervurdere den tradition, som har overleveret Buddhas Lære (Dharmaen). Når man kender den omhu og præcision, hvormed de lærde buddhister gennem tiderne har videregivet Dharmaen, f.eks. gennem oversættelser og systematisk samling af disse, får man indtryk af at stå over for en virkelig pålidelig tradition. Det er derfor usandsynligt, at man har forvansket, hvad Buddha stod for. Snarere må man opfatte traditionen som udtryk for en anden opfattelse af historien og virkeligheden end den materialistiske opfattelse, som dominerer i vore dage. Når det kommer til stykket er det nok tvivlsomt, om den materialistisk videnskabelige verdensopfattelse i absolut forstand kan siges at være mere "virkelig" og gyldig end den "mytologiske" opfattelse.

Et af Buddhismens mål er i øvrigt at vælte den fastlåste opfattelse, vi har af verden, og vise, at tingene ikke er så "virkelige" og "faste", som vi er tilbøjelige til at tro.

Traditionelt inddeles Buddhas liv i tolv afsnit:

1)  Beslutningen om at lade sig føde på jorden

2)  Nedstigningen fra Tushita himlen

3)  Indtrædelsen i moderens skød

4)  Fødslen

5)  Fuldendelsen af verdslige discipliner

6)  Verdslig nydelse og behag

7)  Afskeden med paladset

8)  Asketisk praksis

9)  Overvindelsen af Mara

10) Buddhatilstanden

11) Omdrejningen af Lærens Hjul

12) Nirvana

Beslutningen om at lade sig føde på jorden

Hinayana, Mahayana og Vajrayana-traditionerne har forskellige opfattelser af Buddhas bevidsthedstrin før fødslen. Ifølge Hinayana-opfattelsen arbejdede Buddha på at nå erkendelsen i tre verdenstidsaldre (Kalpaer, dvs, milliarder af år). I løbet af dette tidsrum mødte han tusinder af Buddhaer, hvoraf Buddha Dipankara forudsagde, at han ville blive Buddha Shakyamuni, der er den 4. Buddha i vor epoke. Da han havde fuldkommengjort de kvaliteter, som er nødvendige for at nå Buddhatilstanden, opholdt han sig først i nogen tid i gudeverdenen Tushita, hvor han gav belæringer til de væsner, som opholdt sig der. Derefter tog han beslutningen om at lade sig føde på jorden for at nå den fulde erkendelse af altings natur, Buddhatilstanden.

Ifølge Mahayana og Vajrayana-traditionerne havde Buddha allerede før fødslen nået befrielsen. Således betragtes Buddhas liv i disse traditioner udelukkende som en demonstration af vejen til erkendelsen.

Nedstigningen fra Tushita-himlen

Før Buddha lod sig føde, kronede han Bodhisattvaen Maitreya til at blive den næste Buddha efter ham. Der vil imidlertid komme mange andre Buddhaer i mellemtiden, men de vil blive befriet ved at følge Shakyamunis lære. Maitreya vil komme på et tidspunkt, hvor Shakyamunis lære vil være glemt og starte en ny periode, hvor mange væsner vil blive befriet ved at følge hans lære.

Historien bevæger sig i bølger og skifter mellem "mørke perioder" uden nogen mulighed for at høre en Buddhas lære og "lyse" perioder, hvor det er muligt at blive befriet.

Indtrædelsen i moderens skød

Da Buddha forlod Tushita-himlen havde den indiske dronning Maya en drøm, hvori en hvid elefant gik rundt om hendes seng, berørte hendes højre side og derefter gik ind i hendes livmoder. Senere blev det konstateret, at hun var gravid.

Dronning Mayas mand, Suddhodana, var en stor konge og boede i byen Kapilavastu. Da kongen erfarede, at dronningen var gravid, tilkaldte han vismænd, som skulle forudsige barnets fremtid. Vismændene fortalte, at barnet havde mulighed for at blive en mægtig konge eller en Buddha. Da kongen helst ville have en søn, som kunne føre hans rige videre, besluttede han, at barnet skulle afskærmes fra verdens lidelser, således at han ikke ville komme til at tænke dybere over tilværelsen.

Fødslen

Da fødslen nærmede sig, tog dronning Maya til Lumbini parken i det nuværende Nepal, hvor hun fødte en søn. Selve fødslen foregik helt uden smerte. Dronningen holdt i en gren på et figentræ, mens barnet kom frem gennem hendes højre side. Straks efter fødslen gik Buddha syv skridt i hver af de fire verdensretninger. Efter hvert skridt skød en lotusblomst frem bag ham. Jorden fyldtes med juveler og blomster, og alle mulige lykkelige tegn viste sig på himlen. Derefter proklamerede han, at dette ville blive hans sidste fødsel. Syv dage efter fødslen døde dronning Maya, da hendes hjerte bristede ved at forstå, at hendes søn var bestemt til at leve et hjemløst liv og til at tage alverdens lidelse på sig. Den nyfødte prins fik navnet Siddharta Gautatna og viste sig i alle måder som et meget usædvanligt barn. Han mestrede fuldkomment skrivning, regning, videnskab og kunst og viste, at han var i stand til at tilegne sig enhver form for viden og færdighed i kunst og sport.

Fuldendelsen af verdslige discipliner

Kongen sørgede for, at han havde alt hvad han kunne ønske sig, så at han ikke skulle få lyst til at forlade hjemmet. Prins Siddharta havde således tre paladser, der passede til hver af de indiske årstider, den kolde tid, den varme tid og regntiden. Han blev på alle måder vartet op, men begyndte alligevel at kede sig, så kongen besluttede at finde en kone til ham. Siddharta ville imidlertid kun have en hustru, der var i besiddelse af en lang række gode egenskaber, som han skrev ned til kongen. Flere piger kom på tale, og prinsen valgte sin kusine Yashodhara. Imidlertid ville pigens far ikke give sit samtykke, før prins Siddharta havde vist sig værdig i en række konkurrencer med andre unge mænd, deriblandt hans misundelige fætter Devadatta. Under styrkeprøverne besejrede prinsen de andre deltagere i samtlige discipliner, bl.a. præsterede han at kaste en elefant over syv mure med sin storetå.

Verdslig nydelse og behag

Derefter blev prinsen gift med Yashodhara. De levede et liv i yderste luksus, opvartet af 30.000 unge piger og underholdt af dansere og musikanter. Ingen mand var tilladt adgang til prinsens paladser, og så omhyggeligt blev der passet på Siddharta, at han aldrig fik denne verdens lidelser at se.

Alligevel blev prinsen nysgerrig efter at se, hvad der foregik uden for paladsets mure, og han overtalte sin far til at give ham tilladelse til en køretur. Inden da havde kongen imidlertid beordret alle syge og krøblinge, alle gamle og tiggere, holdt borte fra den kongelige vej.

Men de rene landes guder, som så hvad der skete, skabte en illusion af en gammel mand på Prins Siddhartas vej. Da han fik øje på den krumbøjede olding, spurgte prinsen vognstyreren ud om det mærkelige fænomen og fik at vide, at alle mennesker ældes. Prinsen forfærdedes og vendte dybt rystet hjem til paladset. Under andre køreture blev prinsen trods faderens anstrengelser på lignende måde konfronteret med en syg mand og et lig, og han fik at vide, at alle mennesker kom til at opleve sygdom og død. Pludselig forekom livet ham komplet meningsløst, og han blev meget bedrøvet.

Afskeden med paladset

Under en fjerde køretur så han imidlertid en vismand, som strålede af lys. Synet af den saffranklædte tiggermunk fyldte prinsen med håb, og han besluttede at forlade paladset om natten.

Inden han tog af sted, havde hans kone født en søn, og han fik lyst til at se barnet. Imidlertid sov hans kone med hånden over barnets ansigt, så han ikke kunne få barnet at se uden at vække hustruen. Han besluttede at forlade paladset uden at have set sin søn og drog bort med det løfte først at vende tilbage, når han havde overvundet alderdom og død.

Asketisk praksis

Han opsøgte derefter forskellige vismænd, som lærte ham at meditere. Disse lærere havde dog ikke nået Buddhatilstandens fulde oplysning, og formåede derfor ikke at give Siddharta større indsigt, end de selv havde. Han praktiserede derefter streng askese og selvpineri sammen med fem andre asketer. En dag var han imidlertid så ødelagt af faste og selvpineri, at han besvimede. Dette fik ham til at indse det nytteløse i denne askese. Han begyndte at spise igen og genvandt snart sin fulde styrke. Da de andre asketer så dette, forlod de ham i foragt, men Buddha slog sig ned under et stort figentræ ved Bodh Gaya.

Overvindelsen af Mara

Han besluttede at blive der i meditation, indtil han havde opnået fuld erkendelse af altings natur. Han nåede snart så høje bevidsthedstilstande, at han alarmerede Mara, den misundelige gud, som hersker over begærsverdenen, og som ikke vil tillade noget væsen at nå til en højere bevidsthedstilstand end sin egen.

Mara angreb Buddha med meget stærke og forstyrrende illusioner. Hære af frådende dæmoner, klippeskred, pile, storme, regnskyl og glødende kul faldt ned over Buddha. Men Buddha blev i urokkelig meditation, og alle de forstyrrende ting blev forvandlet til lotusblomster. Maras forførende døtre, som prøvede at forstyrre Buddha, blev forvandlet til gamle hekse. Intet kunne forstyrre Buddha, der gennemskuede alle illusionerne. Mara besejredes fuldstændigt og flygtede med sine hære.

Buddhatilstanden

Buddha overvandt Mara i den første nattevagt. Under anden nåede han de fire Dhyana-(meditations-) planer og så klart alle sine tidligere liv, han så alle tidligere Buddhaers liv, og han forstod de endeløse livsformers skiften.

Under tredje nattevagt, lige før solopgang, forstod han fuldt hele tilværelsens forgængelige og betingede natur, og han blev frygtløs. Hans sind begyndte at fremvise de fuldkomne Buddha-kvaliteter.

Ved daggry lød talløse trommer, der tilkendegav, at Buddha havde nået den fulde erkendelse, Buddhatilstanden. I det øjeblik regnede blomster ned fra himlen, verden fyldtes med lys, og jorden skælvede syv gange.

Omdrejningen af Lærens hjul

I syv dage sad Buddha under figentræet og overvejede betydningen af sin erkendelse. Derpå overvejede han, hvordan han kunne videregive sin erkendelse og gøre den forståelig for andre væsner. Efter 49 dages forløb besluttede han at tage til Sarnath for at "dreje Lærens hjul" for første gang. De første belæringer drejede sig om lidelsen, dens årsag, dens ophør og vejen, der fører til lidelsens ophør.

Desuden beskrev Buddha de tolv led i kæden af betinget tilsynekomst og de fem skandhaer eller "ophobninger", som udgør et individ. Anden gang, Buddha drejede Lærens hjul, var ved Rajgir på "Gribbetinden", og denne gang drejede belæringen sig om Shunyata, den universelle Tomhed. Tredje gang drejede Buddha Lærens hjul i Vaishali, hvor han beskrev Buddhanaturen.

I forbindelse med tredje omdrejning af Lærens hjul gav Buddha Tantra-belæringerne (Vajrayana) forskellige steder i Indien og på forskellige højere bevidsthedsplaner.

Mange væsner hørte og fulgte Buddhas belæringer og nåede de højeste bevidsthedstilstande. Deriblandt var de fem asketer, Buddhas søn Rahula, Buddhas hustru og alle de forskellige patriarker, der senere kom til at overlevere Buddhas Lære til de efterfølgende generationer.

Nirvana

Inden Buddha lagde sig til at dø, gav han en række forudsigelser af store mestre, som skulle følge ham, deriblandt Nagarjuna og Padmasambhava. Disse belæringer er samlet i Mahaparinirvana Sutra.

I Kushinagara besluttede Buddha at forlade sit legeme og blive et med Dharmakaya, den højeste virkelighed.